|
Kære Brudepar, Kære Marianne og kære Richard
I har valgt at holde jeres bryllup her på Samsø og øen kan dårligt tage sig bedre ud end i dag på denne smukke sensommerdag med høj blå himmel. På sådan en dag kan man se langt omkring både her fra kirken og hvis man tager ud til stranden. Der er frit udsyn helt ud i horisonten.
Jeg har tænkt mig, at mine ord til jer i dag, skal tage sit udgangspunkt i det med horisonter. Horisonten er grænsen for vort synsfelt. Længere væk end til horisonten kan vi ikke se. Men det er ikke kun øjet, der støder mod en horisont. Det gør hele vores tilværelse også. Vi har en horisont for vores livsforståelse og vores selvforståelse. Vi har et synsfelt, hvori det, som optager os, hører hjemme. Vi kan ikke opfatte hele verden og alting. Der er en grænse for, hvad vi kan rumme. Der er en horisont.
Da I to mødte hinanden, lå det ikke indenfor jeres horisont at være på jagt efter en at gifte sig med. Synsfeltet var fuldt optaget af det gode indholdsrige liv, I hver for sig levede. Men da den anden først var trådt ind i synsfeltet, så opdagede I, at jeres horisont godt kunne udvides, så der var plads til den anden. Og det er en vigtig årsag til, at I kan stå her i dag: At I formår at give hinanden plads – også selvom det nogen gange kan være vanskeligt at skulle indgå kompromiser. For plads er netop, hvad kærligheden har brug for. Den har brug for masser af plads. Kærligheden vokser imellem to forskellige mennesker og binder dem sammen til en énhed. De er stadig selvstændige individer. De har stadig hver sin horisont, men deres horisonter bliver forbundet af kærligheden.
Det er et godt udgangspunkt at ville give plads til den andens horisont. Og ikke ville lave den om, selv om den er anderledes end min. Det er en gave at finde et menneske med en anden horisont at dele sit liv og sin hverdag med. Fordi det, du ser, og det, jeg ser, til sammen gør synsfeltet større og udvider horisonten for os begge.
I et parforhold skal man kunne se hinanden i øjnene. Og når vi gør det, bliver vores horisonten jo lille, fordi vi kun ser hinanden. Men samtidig bliver vores horisonten større end nogen sinde. Fordi der ikke findes større gave end at få lov at se ind i et andet menneske. Det, der gemmer sig inden i den, man elsker, er den dybeste horisont, man kan se mod på denne jord. I den anden kan I blive ved med at finde nye ting at undres over og glædes over.
Og som par skal man også kunne vende sig mod omverden. I skal turde stå ryg mod ryg, så jeres udsyn er forskelligt. Deri ligger kimen til mange uenigheder. Fordi verden jo tager sig forskellig ud, alt efter hvilken retning I hver i sær kigger i. Men faktisk er det, I begge ser, sandt. I ser bare hver sin side af verdenen. Og hvis I fortæller hinanden om, hvad I ser, så bliver horisonten udvidet og synsfeltet dobbelt så stort, som det ellers ville have været.
Bliv derfor ved med at dele jeres horisont med den anden. Hold aldrig op med at fortælle den anden, hvordan verden ser ud med jeres øjne. Læg jeres synsfelter sammen til en stor og bred og rummelig horisont.
Horisonten, det er dér, hvor jord og himmel mødes og bliver til ét for vores blik. Det sker også for jer i dag. Jord og himmel mødes. Når I om lidt har sagt JA til at ville elske og ære hinanden gennem jeres liv her på jorden, så knæler I ned og tager imod Guds ja til jer. Så træder himlen jer nær. For velsignelse er, at Gud siger JA til os. Han hvisker i jeres øre, at der indenfor jordens horisont ikke findes nogen ting, der kan skille jer fra Guds kærlighed og rive jer ud af hans hånd. Ingenting. Han lader sin kærlighed lyse ind over jer og jeres ja til hinanden. Og så sætter han sin horisont som et værn omkring jeres.
End ikke Gud kan love jer, at I lever lykkeligt til jeres dages ende. Men han kan love jer, at han vil være der hos jer både i medgang og modgang, indtil døden skiller jer ad, ja, endnu længere end det. Han vil være med jer også over på den anden side af døden. Han sætter sin horisont som et værn omkring jeres. Det er ikke jer, der skal bære kærligheden. Det er kærligheden, der skal bære jer. Guds kærlighed vil bære med i alle de dage, der skal komme. Kære brudepar: Måtte kærlighedens horisont blive stående som et værn omkring jer og jeres liv. Amen.
Tilspørgsel og erklæring:
Så tilspørger jeg dig, Richard Remvold:
Vil du have Marianne Laursen, som hos dig står,
til din ægtehustru?
Vil du elske og ære hende,
og leve med hende både i medgang og modgang,
i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer,
som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru,
indtil døden skiller jer ad?
Ligeså tilspørger jeg dig, Marianne Laursen:
Vil du have Richard Remvold, som hos dig står,
til din ægtemand?
Vil du elske og ære ham,
og leve med ham både i medgang og modgang,
i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer,
som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand,
indtil døden skiller jer ad?
Så giv hinanden hånden derpå!
Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker. |